EN REJSE I AMERIKA.

Undertegnede blev i sommer, af udvalget for missjonen blandt de Danske i Amerika, udsendt for at undersøge, om og hvor der i Amerika var mulighed for oprettelsen af danske menigheder. I følge med mig rejste lægprædikant Nielsen og missjons-elev Rasmus Andersen; den første for at finde en præstegærning, den anden for at finde en plads som lærer for danske börn. Disse erindringer fra denne rejse har udvalget bedet mig udgive, da det håbede, at ved dem muligvis kunde vækkes interesse for missjonen i Amerika hos en og anden.
Læseren vil kunne skönne, at total-indtrykket jeg fik derovre, var, at der mange steder var både trang til og hjærtelig længsel efter præster af den danske folkekirke. Gud give, at det nu måtte lykkes udvalget at finde folk, som vare villige og duelige til at drage til Amerika som præster for deres landsmænd! Jeg er vis på at ingen troende dansk præst vil komme til at fortryde det, når han drager derover. Han vil blive modtaget med glæde og få velsignet gærning; og hvis han en gang vender tilbage til fædrelandet, vil han vende tilbage, beriget med erfaringer og kundskaber, som han næppe noget andet sted i verden vilde have kunnet erhverve, og som vil kunne have den allerstörste betydning for hans fræmtidige gærning hjemme.
Gram, den 13de September 1871.

Grove-Rasmussen

Onsdagen den 31te Maj, kl. 8 om morgenen, sejlede vi med et lille dampskib fra Hamborg op ad Elben; ti det store skib, som skulde føre os til Amerika, stak for dybt til at kunne lægge til ved havnen i Hamborg. Det var en smuk sejlads ned ad Elben; ti på Holstensiden er Elbens bred bakket og rig på afveksling. Der ligger landsted ved landsted, nogle knejse med tårne og tinder, som rage fræm over træerne, andre skjule beskedent deres lave tag mellem blomstrende buske, som jo, nys udsprungne, stod i deres fulde pragt. Vi stod 800 mennesker sammenstuvede på de 2 dæk i skibet, og et underligt blandet selskab var vi. Der var Tyskere, Polakker, Svejtsere, Franske, Danske og en stor mængde Jøder, der var adelsmænd, krigsmænd, bønder, præster, håndværkere o.s.v. Ligeså forskelligt selskabet var med hensyn til nasjonalitet og stand, ligeså forskellig var dets sindsstemning. Nogle så fortvivlede og håbløse ud, andre vare vigtige og overmodige; nogle græd, andre lo; nogle dansede så godt pladsen tillod det, andre sad stille hen. Omsider nåede vi vort skib; dets navn var „Thyringia“, og et stort og stolt skib var det; det var 3485 tons drægtig, 385 fod langt, 40 fod bredt, 45 fod dybt; det havde maskiner på 700 hestes kraft og en besætning af 120 mand. En bro blev lagt fra det lille skib til det store skib, og nu stormede alle løs for at komme om bord, og der opstod en ubeskrivelig forvirring. Snart faldt en hat i vandet, snart var et menneske nær ved at gå samme vej; hist græd en moder over börnene, som vare slupne fra hende i trængselen, her græd én over sit töj, som var blevet borte. Det varede næsten 2 timer, inden alt var kommet over i „Thyringia“. Vi måtte vænte til natten efter flodtid. Vi gik til köjs i den tanke at vågne på det gyngende Vesterhav. Men da morgenen kom, lå vi på grund i Elben og måtte nu atter vænte til hen imod middag. Med stik modvind og stærk kuling stod vi ud af Elben. Ved Kuxhaven holdt vi an for at landsætte lodsen. Landet lå der så grönt og sommerfrodigt for mit öje, og når jeg kastede blikket ud mod Vesterhavet, så der oprört og uhyggeligt ud; da kom der er stor fristelse over mig til at springe i lodsbåden og lade „Thyringia“ sejle uden mig; (men jeg mandede mig op, og med Guds hjælp sejrede jeg over fristelsen). Nu gik det ud imod havet. Det blæste stærkt, men en tid gik søen ikke stærkere, end at vi alle befandt os vel, og snart fik vi Helgoland i sigte. Denne lille klippe-ø består af en mægtig rød stén, der ligger ligesom udkastet i det blå hav, vi sejlede den så nær , at vi tydelige kunde skelne dens huse, og den tog sig dejlig ud i eftermiddagsbelysningen. Da vi havde passeret øen, gik vi til bords. Det kulede stærkere og stærkere op, og bølgerne rejste sig altid höjere. Sædet under mig, bordet foran mig bevægede sig på en sælsom måde, glas og tallerkner klirrede imod hinanden; bordsamtalen blev tavs og tvungen, og kinderne på mine genboer og naboer begyndte at blegne, og den ene rejste sig og gik efter den anden. Også jeg begyndte at blive svimmel og benavet, men jeg vilde ikke give mig og lod, som om jeg var en hél karl til at tåle søen. Hvad forstillelse ellers kan skjule, véd jeg ikke, men det erfarede jeg, at søsyge ikke kan dølges. Snart begyndte en landsmand, som sad lige overfor mig, ironisk at spörge til mit befindende, og da en pröjsisk officer lidt efter sagde: „De sér jo grumme dårlig ud“, kunde jeg mærke, at jeg var røbet og opgav ævret. Jeg ilede op på dækket, som hvert öjeblik overskylledes af bølgerne, i det håb, at den friske luft skulde gøre mig godt; men der var ingen hjælp, søsygens jammer begyndte, og den var meget stor. Ak! hvor fortryder man da, at man har begivet sig tilsøs. Jeg er vis på, at mange hundrede af passagererne på „Thyringia“ den dag og den følgende sukkede: „hvem der dog var bleven hjemme!“ Værst var det, når man udmattet slumrede ind et öjeblik og så drömte lyse og venlige drömme om hjemmet. Når man da vågnede og stirrede ud i kahyttens mørke i steden for at se sine kæres skikkelse, når man i steden for lyden af små börnestemmer, hørte stormens tuden, bølgernes slag mod skibet, skruens stönnen og sømændenes tunge gang på dækket oven over éns hoved, når man i stedet for hjemmets hvile, som man havde nydt i drömme, følte sig kastet hid og did i köjen af en usynlig, men meget følelig magt – da var det, som om hjærtet skulde briste af hjemvé. Og jeg manglede endda i min nød den trøst, som nok de fleste søsyge finde sig i, höjtidelig at love, at de, når rejsen var vel overstået, aldrig, aldrig mere ville gå til søs; ti, ak! jeg skulde jo hjem igen, og fra Amerika til Evropa kan man ikke rejse til lands. Stormen raste med rasende vælde hele fredagen igennem, og kaptajnen erklærede, at det var det hårdeste vejr, skibet endnu havde været ude i. Lördag formiddag blev jeg vækket us af den døs, hvori jeg længe havde ligget halv ubevidst. Det var en landsmand, som kaldte på mig og sagde, at jeg måtte nu op; vejret var stillet af, og vi var tæt ved Skotland og Orkneyøerne. Jeg krøb ud af köjen og i klæderne med stort besvær; men det lönnede sig. Det var et hélt storartet og gribende syn for mig slettens barn, i hvis fædreland „bjærg kun er bakke“, at se på den ene side de vilde, uregelmæssige, ligesom sønderrevne klippe-øer og på den anden side Skotlands bjærge, snart hævende sig stjelt og lodret op af havet, snart skrånende jævnt ned mod kysten, medens i baggrunden den ene bjærgtop hævede sig over den anden af forskellig form og farve, nogle vare brede og flade, andre spidse og kegleformede, men de höjeste havde skyer, svøbte som et slør om deres tind. I 6 timer sejede vi således i smult vand, undertiden så nær ved kysten, at de skarpsynede kunde se køerne, som græssede på de få og tilsyneladende ufrugtbare marker, som fandtes hist og her mellem bjærgene. Fra strædet mellem Skotland og Orkney-øerne gled vi ud i Atlanterhavet, og nu begyndte den lange, trættende sejlads over det store hav. Om lördagen så vi endnu skibe; men så gik der flere dage hen, hvor vi ikke så såmeget som et skib eller en fugl, kun skibet, hvorpå vi sejlede, bølgen under os og himlen over os. Söndag var en trist dag for os, der pleje at glædes ved samfundet i Guds menighed. En lirekasse på dækket og nogle Jøder, der dansede, tildels uanstændige danse, til lirekassens toner, det var den måde, man den første söndag holdt fest om bord. Der er i det hele megen ryggesløshed at sé på sådan et udvandrerskib, det er som et lille Sodoma. Nogle dage havde vi smukt vejr, men så fik vi storm igen. Det var et stort syn, at se Atlanterhavet i oprör; jeg havde aldrig tænkt, at der kunde gives sådanne bølger, som de, der tumlede med vores store jærnskib, som om det var en hövlspån; snart lå vi som i en dyb dal melle banker, snart hævedes vi höjt i vejret, snart skyllede bølgerne hen over dækket. Længe efter stormen gik den såkaldte „døde sø“, og vi kunde ikke gå dækket, hvad der var et stort savn i den stærke kulde; vi sejlede nemlig et hélt døgn mellem isbjærge. Natten mellem fredag og lördag døde en af skibets passagerer; han døde kl. 12, og kl. 3 blev hans lig kastet over bord i al stilhed. Det gjorde et dybt indtryk på de fleste af os. Måské var han rejst fuld af glade forhåbninger fra sit hjem, måské havde han familje, som længtes efter at høre om hans lykkelige ankomst til den ny verden, og i stedet for skulde de nu modtage bud om, at han var død, ene og venneløs, og begravet i havets dyb. Ja, der forefalder tit alvorlige og gribende ting på disse transatlantiske skibe. På en af vort skibs tidligere rejser havde der været en kone med 3 små börn om bord. Hendes mand var for nogle år siden rejst til Amerika. Han havde fundet et godt udkomme og havde sendt rejsepenge for kone og börn. Men en dag, da konen sad med de 3 små på dækket, blev hun pludselig syg og døde synet af de grædende börn, der stod om deres moders lig, så alene og forladte midt i menneskevrimlen, kunde skibsfolkene slet ikke glemme.
    Den anden söndag, vi tilbragte ombord, havde de troende, som var med skibet, anstaltet en tysk gudstjæneste på dækket. Vi sang: „Nu takker alle Gud“. En tysk præst fra Amerika holdt en bön, derpå holdt en missjonær fra Guinea en rigtig hjærtelig prædeken over evangeliet om „den rige mand og den fattige Lazarus“. Det gjorde mit hjærte godt at déltage i denne gudstjæneste, og jeg så tårer i manges öjne, endog i deres, som ikke forstod prædikenen, fordi den holdtes i et for dem fremmed tundemål. Men også om bord fik man en stedfæstelse på ordet: „at hvor Gud bygger en kirke, der bygger Satan en synagoge ved siden af“. Medens vi holdt Gudstjæneste, havde næmlig ved siden af et selskab samlet sig, som med höj røst sang verdslige sange, for at overdøve og forstyrre salmesangen og prædikenen. Men vinden bar fra os, så de havde slet ingen glæde af deres ondskab; vi hørte dem ikke en gang, förend vor gudstjæneste var omme. Mandagen den 12te Juni kl. 4½ kom lodsen om bord. Lodserne ligge næmlig med deres små skibe flere hunderde sø-mil ude på havet for at passe de ankommende skibe op. Der blev en uro og bevægelse, da det hed: „der er lodsen!“ glæde stod malet på alle ansigter, vi havde jo nu en fornæmmelse af, at det nu, med Guds hjælp, lakkede stærkt mod enden med vor lange og trættende sørejse.
    Da jeg tirsdag morgen kl. 5 kom op på dækket, var vi ved indsejlingen til New-York, som ansés for den skönneste i verden. Solen skinnede så mildt og dejligt, det nys slåede hø duftede os så yndigt imøde fra landet. Vi måtte ankre op midt i indsejlingen, og samtidig med os ankrede 4 andre store dampskibe fyldte med mennesker ligesom vort. Vi frygtede for at komme til at ligge i karantæne; men heldigvis havde vi general Butlers familie med. Generalen, som er en af de rigeste og mægtigste mænd i de forendede stater, kom selv om bord, og af hensyn til ham slap vi for dette ophold. Kl. 12 omtrent landede vi i New-York. Vi kom først ind i et uhyre træhus, hvor vort töj skulde eftersés af toldvæsenet. Midt igennem huset var trukken et tov, og fra den anden side hørte vi vilde bröl, omtrent som dem, man hører i et menageri; der stod næmlig en skare af New-Yorks hyrekudske, som slog med piskene og råbte af fuld hals, det så ud, som de truede os med bank, men i virkeligheden vilde de lokke os til at leje deres vogne. Længere mod vest bemærkede jeg, at hyrekudskene vare så fine, at de ikke selv besörgede råbet, men holdt negere, som stod og råbte på deres vegne; hvad disse kunde præstere i retning af bröl, var ganske forbavsende. Vort töj blev eftersét meget lemfældigt, og derpå spredtes vi passagerer hver til sit, for måské aldrig mere at mødes på jorden.
    Om bord på skibet havde jo havt rig lejlighed til ved samtaler at sætte mig ind i amerikanske forhold. Men det gå, som David så træffende siger om dem, der færdes på de store vande: „deres visdom opslugedes“. Man bliver så underlig sløvet, så underlig ligegyldig og kraftesløs af at være søsyg. Imidlertid talte jeg en dél med de af mine om bord værende landsmænd, som kændte forholdene i Amerika, om muligheden og måden for en danske missjon derovre. Jeg fik just ikke stor opmuntring. Man ménte, at de danske, som tog til Amerika, vare folk, som vare bestemte på at opgive deres nasjonalitet. Det var de flestes ønske at blive amerikaniserede hurtigst muligt, og derfor vilde oprettelsen af danske menigheder forméntlig møde betænkelighed fra manges side. Med Tyskere og Nordmænd var det en anden sag, de vare så talrige; de Danske vare så få, kun som en dråbe i det store folkehav, der snart måtte tabe sin skikkelse. Man glædede sig dog meget over forehavendet, og én af mine rejsefæller, kammerherre Bille, skyede i New-York ingen ulejlighed for at være os behjælpelig. Også talte jeg en dél med en tysk præst fra Michigan, som selv havde grundlagt og samlet sig en menighed af landsmænd. Han sagde, at det altid fra begyndelsen af var nødvendigt, hjemme fra moderlandet af at støtte de blandt emigranterne oprettede menigheder. Emigranterne vare afvante med at høre ordet. I begyndelsen af deres ophold savnede de det, men senere vænnede de sig til at undvære forkyndelsen, så at det blev dem en ligegyldig sag. Derfor sluttede der sig kun få til den begyndende menighed. Men efterhånden dukkede dog gamle erindringer op, lyste at déltage i menighedslivet voksede og dermed menighedsmedlemmernes antal. Han havde først havt 37, senere 100 familier i sin menighed. Han var glad ved gærningen og vilde ikke tilbage til sit fædreland. Hvad de tyske præsters udvortes kår i Amerika angår, da havde de i reglen 4 á 500 dollars i årlig lön, omtrent 100 dollars i aksidenser, samt bolig med jord til 1 hest og 2 køer. Det kunde man leve af med sparsomhed. Men denne mand så vel som de fleste norske og tyske præster, jeg stødte på, gjorde også indtrykket af at være yderst nöjsomme og stille små fordringer til livet. Og det samme får de eventuelle danske præster i Amerika også lære. Et dansk præstegåds-liv, med dets luksus og overflod, kan de ikke vente at komme til at føre. Men på den anden side vil de altid, med Guds hjælp, kunne vænte at få et ligeså godt timeligt udkomme, som en kapellan og adjunkt hjemme, og med den stilling må jo mange teologiske kandidater tage til takke i en række af år. En ting beklagede den tyske præst, og det var den store splidagtighed, som der var mellem lutherske kristne i Amerika, og den store stridsyge, som havde besat den större mængde af de lutherske præster.
    New-York gör jo et storartet indtryk, især på den, som aldrig har været i en stad med en million indbyggere. Gaderne langs med havnen ere snævre, krogede og smudsige; men den störste dél af byen består af snorlige, brede, hinanden krydsende gader; og i den samme stil ere alle amerikanske byer byggede, hvorfor de ere såre lette at finde vej i. Hvad der pryder New-York endnu mere end de riges stolte marmorslotte, er de dejlige, løvrige træer, der står i næsten alle gader, så at disse ligner alleer. Det er dels samme slags træer, som vi har hjemme, dels mere sydlandske arter. Hver nogenlunde velhavende familie har sit eget hus, og alle husene ere så pyntelige, så det ser ud, som de blevne afpudsede hver dag. Jeg boede i et sådant hus, hos en Amerikaner, jeg havde stiftet bekændtskab med på "Thyringia" og som havde været så venlig at indbyde mig til at bo hos sig i New-York. Det var et over måde elegant og hyggeligt hus. I kælder-etagen var der køkken og spisestue, i stuen var der selskabsværelser og bibliotek, på første sal sovekamre, på anden sal gæstekamre. I alle værelser, på gångene, ja endog på trapperne, var der fine, bløde tæpper, og møblementet var både pragtfuldt og smagfuldt, navnlig beundrede jeg de skönne marmorkaminer af forskellig form og farve, som fandtes i alle værelserne. Udenfor huset bredte et dejligt ailanthus-træ sin fine, blad- og blomsterriger krone, bag ved huset var der en lille have med græs og blomster. For alle vinduer var der grönne spånsjalusier, og vinduerne stod altid åbne, både dag og nat, og så sad man endda og viftede sig med kinesiske vifter og spiste is for at afkøles. Allerede først i Juni var heden så stærk, at folk fik solstik på gaden. Den familie, jeg boede hos, hørte til en "universalistisk" menighed. Universalisternes hovedlære er, at "alle blive salige". Den mest berömtepræst i New-York er Henry Word Beecher, en broder til forfatterinden af "Onkel Toms hytte". I Amerika anlægger man overalt dollars-målestokken, og derfor anførte man som bevis på, hvad for en udmærket præst han måtte være, at hans menighed gav ham 23,000 dollars om året i lön. Hans hovedsætning er, at hvis Kristus kom igen, vilde han blive udstødt og forkætret af alle nuværende kirkesamfund, og ingen steder finde modtagelse. Dette minder noget om Søren Kierkegaards påstand: "at der er ingen kristne mere". Men at en menighed kan samles på det grundlag, er vanskeligt at fatte. Som andre mærkeligheder ved denne præst anførtes, at han prædikede i støvfrakke, at folk ofte lo under hans prækener, og at man lejede pladserne i hans kirke ud, ligesom logerne i et teater. Der findes i New-York en stor mængde kirker, i hver gade er der flere. Bag haven af det hus jeg boede i, var der en luthersk kirke, lige over for på den anden side af gaden, en metodist-kirke for Negere; ti hvor stor ligheden er i Amerika, så drages grændsen skarpt mellem Hvide og Sorte. Ingen Sort sætter sig på samme sæde eller ved samme bord som en Hvid. Det er i grunden også det eneste holdbare aristokrati. En Jøde kan blive baroniseret og en proprietær kammerherre, intet adelsbrev eller titel kan gø en Neger hvis. Men blandt de mange kirker fandtes ingen, hvori ordet forkyndtes på vort modersmål. Der var vel en norsk menighed; men den lejede sig en kirke for 300 dollars om året. Og hvad værre var, der syntes ikke blandt de Danske i New–York at være nogen trang til eller længsel efter at få en menighed oprette. Derimod er der en lille by, Perth–Amboy, som ligger i en yndig egn tæt ved New–York; i denne by er der et par hundrede Danske og uagtet det kun er arbejdsmænd, har de bygget sig selv en kirke, og de ønsker så inderligt en dansk præst, og bad mig så bönligt, både skriftligt og mundligt, hjælpe dem til en sådan. Og det er efter min mening det første sted, der bör sø en dansk præst til. Når der kom en præst til Perth–Amboy, så kunde han tillige tage sig af de danske sømænd og de danske emigranter, som komme til New–York, da han jo med lethed flere gange om ugen kunde rejse til New–York. En virksomhed i åndelig retning blandt de danske emigranter lige efter deres ankomst vil uden tvivl være velsignelsesrig, og vil være det bedste middel til at bevare vore landsmænd for den kirke–afdeling, hvori de ere fødte og opvoksede. Emigrant–hjærter ere usædvanlig god jord for ordets sæd. De fleste have været søsyge og lidt meget undervejs, de ere fulde af længsel og hjemvé, de føle sig så forladte og fortrykte i det fremmede liv og den uvante tummel, som møder dem i New-York. Når de så straks ved landgangen kunde møde en landsmand, der håde rakte dem en hjælpsom hånd i de udvortes ting og kærligt talte med dem om den Gud, som så underligt havde bevaret dem på dybet, og som vilde v&aeilg;re deres tilflugt og styrke og ven også i det fremmede land, så tror jeg, at en sådan vilde have så gunstige kår at virke under, som ikke oftes bydes en ordets tjæner. Nar man en gang har været på Castle–Garden i den uhyre tøndelignende bygning, hvor de stakkels emigranter kastes i land fra udvandrerskibene; når man har sét de bunker af blege forkomne mennesker, på hvis ansigt kummer har skrevet sin skrift, og som ligge hist og her i de

Hér mangler desværre et opslag i kopiteksten (siderne 254 og 255).

men i denne har man det meget bedre end i 1ste klasse herhjemme. Enhver Waggon danner et stort rum. I midten går en gang, på bægge sider står der en række bekvemme flöjelsbetrukne sofaer, på hver sofa er der plads og tildannet sæde til 2; i den ene ende af waggonen er der en beholder med isvand og et bæger til at drikke af, i den anden ende er der en retriade. Der er udgang fra bægge ender af waggonen og over waggonernes sammenföjninger er der en bro, så man kan gå fra den ene til den anden og således röre benene, når man bliver træt af at sidde. Når man rejser igennem en smuk egn, så kan man gå igennem hele toget og stå på broen af den sidste waggon og nyde udsigten. Om natten bliver der hængt "sleeping-cars" til toget, det vil sige waggoner, hvor man for en billig pris kan få en god og rénlig seng, og hvor der er toilet-værelse. Stundum hænges der endnu en såkaldet „hotel-car“ til, det vil sige, en waggon, hvor man kan få spise og drikke. Og så er der sådan en udmærket justits. Medens man hjemme sjælden kommer på jærnbanen, i det mindste i 3die klasse, uden at træffe halv eller hél drukne folk, som døver éns øren med sang og råb, ja stundum fornærmer én, så hører man aldrig nogen stöjen på de amerikanske baner. Er nogen af de rejsende beruset eller forulæmper han på anden måde sine medrejsende, så griber konduktøren, der går fræm og tilbage gennem toget for at påsé ordenen, i signalsnoren; toget standser og synderen bliver uden nåde og barmhjærtighed kastet ud af toget og overladt til sin egen skæbne.
    Den første dél af rejsen til Chicago tilbragte jeg sovende i en sleeping-car. Da jeg vågnede om morgenen, kørte vi langs med bredden af en flod, over hvis vande morgentågen lå blå og bølgende, på den anden siden af floden knejste höje skovklædte banker, beskinnede af den opgående sol. Og således gik jærnbanen længe langs med en flod mellem to skovklædte bankerader, træerne var løvtræer, hvor jordbunden var muld, nåletræer, hvor den var granit. Hist og her, hvor dalene udvidede sig, eller hvor floder mødtes, Så der dannedes tværdale, lå smilende landsbyer. Disse landsbyer så meget tiltrækkende ud. Husene vare små og byggede af træ, i den stil, som bruges til landsteder hjemme, og malede med livlige farver; de lå gærne skjult mellem træer, medens banker hegnede om byerne. På de frodige enge ved flodbredderne græssede smukt og triveligt kvæg, og rundt om på engene stod der dejlige træer, snart enkeltvis, snart i grupper. Floderne randt så stille, og dugdråberne glitrede i græsset, så alt så fredeligt og venligt ud, så man kunde få lyst til at bo i så en landsby. Hvad der ved disse byer frydede ikke blot öjet, men hjærtet, var kirkerne. I hver nok så lille landsby var der flere, stundum mange, pyntelige små kirker, for det meste prydede med slanke spir; det mindede om, at der overalt var folk, som tilbad Herren, medens på den anden side kirkernes mængde mindede om den sörgelige adsplittelse af Guds menighed. Höjere op ad dagen kom vi til petroleumsegnen, hvor alt så røget og grimt ud, og der lugtede af petroleum allevegne. Om eftermiddagen kom vi ind i uhyre skovstrækninger. Om aftenen kom vi til Cleveland ved Erie-søens sydlige bred; og derfra kørte vi så om natten til Chicago, hvor vi ankom kl. 8 om morgenen. Det var söndag, alt var tyst og stille på banegården, og vi kunde ikke få vort töj udleveret. Efter en dél genvordigheder blev først jeg, dernæst mine medrejsende, Nielsen og Rasmus Andersen, lykkelig og vel indkvarterede i hotel Dannevirke, et godt og billigt dansk hotel. Söndag formiddag var jeg i kirke og hørte en norsk præst. Det gjorde mig så godt at høre en prædiken på modersmålet. Aldrig bedre end i fremmede lande lærer man at sande, at "modersmål er en himmelsk lyd". Jeg hørte engang om en landsmand, der boede i Amerikas fjærne vesten, énsom og adskilt fra alle andre Danske. I 7 år havde han ikke hørt et dansk ord. Da bankede det en aften på hans dör. Han gik hen og spurgte den fremmede til, og da denne svarede på dansk, blev han ude af sig selv af glæde; han tog imod ham på den bedste måde og nødte ham til at blive 14 dage hos sig, for at han kunde tale dansk med ham, og han priste senere de dage som 14 lykkelige dage. Prædikenen, jeg hørte, var god, men havde et amerikansk tilsnit. Ti mod talens slutning gjorde præsten et meget skarpt indhug mod Skandinaverne, som den söndag med faner og musik drog i skoven for at forlyste sig; de ikke blot selv vanhelligede sabbaten, men de forstyrrede også andre i at helligholde den, sagde han. Jeg fulgte med præsten hjem og fandt en gæstfri modtagelse i hans hus. Vi talte meget sammen. Han hævdede, at det i Amerika var nødvendigt at afslutte sig skarpt fra andre kirkesamfund, at ethvert kompromis var en kompromitering o.s.v. Han bad mig meget indtrængende tage med ud til at synode-møde, som hans synede afholdt. Men jeg modtag ikke indbydelsen, dels fordi det vilde tage mig så megen tid, dels fordi jeg frygtede for, derved at få skin af at tage parti i de stridigheder, som hjemsøge den norsk‐lutherske menighed. Der er næmlig 3 norske synoder, den norske synode, Augustana–synoden, og den dansk–norske konferens, som ligge i strid med hinanden. Jeg spurgte en gang én af præsterne, hvorfor de brugte disse desperate, fremmede, for menigmand uforståelige benævnelser på deres samfund, han sagde: "at det var nødvendigt, ti kaldte man dem med et dansk-norsk navn, så vilde lægfolk ingen agtelse have for dem." Det var forunderligt for mig at bemærke, at selv i det fri Amerika, hvor man skulde mene, at alle fordommes lænker vare afrystede, stod den indgroede, forvendte ærbødighed for det fremmede det folkeligt ejendommelige ved magt. Den gamle historie om manden, som vilde flytte fra nissen, men som den fulgte med, gentager sig også for emigranternes vedkommende, og man må i Amerika tit ihukomme Horats's ord: „cœlum, non animum muttant, qui trans mare currunt“, (himmelegn, men ikke sind skifter de, som sejle over havet).
    I Chicago talte jeg med mange Danske. De fleste ménte, at det var ugørligt, at oprette en dansk menighed, enkelte vare dog af en anden mening og lovede at forberede og støtte sagen. På hotellet, hvor jeg boede, gjorde jeg bekændtskab med mange landsmænd, som ikke havde fundet nogen fast plads i Amerika. Jeg hørte der mange fortællinger om nød og möje og mange suk efter at komme hjem, så at det første indtryk, jeg fik af udvandrernes kår, var mørkt; senere lærte jeg at se dem fra lysere sider. I det hele bemærkede jeg, at de landsmænd, som levede i de store stæder, ofte var mødige og mismodige, hvorimod de, som levede på landet, vare glade ved deres kår og vilde på ingen måde tilbage til Evropa. De ytrede stundom denne glæde på en for mig sårede måde, når de for eksempel rev ned på deres gamle fædreland og kaldte det et „slaveland“. Det er jo könt, at de ere glade ved folket, hvoriblandt, og taknemmelige for friheden, hvorunder de leve, men når de derfor foragte fædrelandet, som fostrede dem, da "forhåner sön sin moder", og da krænkes det 4de bud. Det er nu ikke underligt, at navnlig den fattige arbejder befinder sig vel i Amerika. Den laveste dagleje, jeg hørte om, var 1 dollar om dagen med kost eller 1½ uden kost, men mange havde mere, og i høstens tid fik en høst–arbejder stundum 4 dollars foruden kosten. Dertil kommer, at enhver mand kan, endog i de mindre købstæder, holde 1 eller 2 køer; disse gå om dagen ud på prairierne at søge føde; om aftenen komme de af sig selv til deres herres hus og lade sig malke, om natten ligge de uden for huset, og når de om morgenen atter ere malkede, gå de ud på græsgangen. Har daglejeren tillige en lille have, kan han deri avle så megen majs, at han kan holde et svin, foruden grönsager og tobak til eget brug.
    I Chicago lå der brev fra Luzern i Benton Corinty i det sydlige Iowa, hvori man indstændigt bad én af os komme derud. Vi Bleve enige om, at Nielsen skulde tage dertil og se, om han måskè dér kunde finde sin fræmtidige virkekreds. Jeg besluttede over Millwaukee og Madison at rejse til St. Ansgar. Rasmus Andersen var syg, det viste sig siden at være småkopper; ham måtte vi derfor efterlade. Vi havde håbet, på vore rejser at finde en eller anden plads for ham som lærer; men det lykkedes ikke. De fleste Danske sende deres börn i de amerikanske „common schools“ (offentlige skoler), som findes overalt, de vil at börnene skulle undervises på engelsk, for at lære sproget. I disse skoler undervises der i læsning, skrivning, regning, historie og geografi, men slet ikke i religion. Religionen er næmlig den enkeltes, ikke statens sag, hvad jeg tror er til religionens tarv; statens beskærmelse og varetægt er ofte for kirken ligesom björnens favntag, kvælende og døende. Religions-undervisningen er henlagt til de såkaldte söndags–skoler, som gærne holdes i de enkelte menigheders kirker, af præster og troende lægfolk. Jeg var en gang i sådan en söndags–skole, og den gjorde rigtig et godt indtryk på mig. Skolen holdtes i kirken; der var forskellige klasser, som hver havde son særskilre plads. En klasse bestod af ældre mænd, en anden af unge piger, de fleste börn i forskellige aldre. I klasserne, som bestod af voksne, ledede præster undervisningen, i de andre klasser lededes den af lægfolk. Man begyndte med en smuk og livlig sang, derpå holdt en lægmand bön, så sang man atter, hvorefter en lægmand oplæ:ste det bibel-afsnit, som skulde være det fælles grundlag for undervisningen; det var den fortællingen om Martha og Maria, der jo særlig er skikket til at fræmdrages i det travle, rastløse Amerika. Efter en ny sang begyndte undervisningen. Jeg sad i en klasse, som bestod af ældre mænd. Præsten henvendte sig til en af disse, og snart gik det muntert og tvangløst med spörgsmål og svar. Det var et smukt syn, at se gamle, gråhærdede mænd sætte sig således p&arng; börneskamlen og lade sig undervise om de ting, der hører Guds rige til. Men især var det smukt, at se de mange glade börne-ansigter. Jeg kan ikke nægte, at når jeg sammenlignede denne slags religions-undervisning med den hjemme, så forekommer den amerikanske mig langt mere tiltalende; den gör i det mindste vanskeligt börnene kede ad kristendommen. Jeg fik et eksemplar af den almindelig brugte söndagsskole-sangbog. Den hedder „songs of gladness“ (glædessange) og indeholder mange yndige sange med friske og i øre faldende melodier; men man støder også der på sange, som forekomme os yderst besynderlige. Der findes f. eks. en sang, der hedder „Adams ale“, hvori Adams øl, det vil sige, vand, prises i modsætning til vin og øl, og hvori øl– og vindrikkere fordömmes i de stærkeste toner. Sådan en sang er naturligvis over måde vandet, og sungen i en börneskole synes den at måtte gøre en parodisk og latterlig virkning. Men for at forstå det, må man tænke på, hvor vigtig en sag mådeholdenhedssagen er for Amerikaneren. Han har en tydelig og jeg tror rigtig fornæmmelse af, at, når i hans land den almindelige vindskibelighed og som følge deraf velstanden er större end i Europa, når den offentlige orden er så stor og sæderne så rene, som ikke mange andre steder i verden, da er det, fordi drukkenskaben med deraf følgende dovenskab, råhed og usædelighed ikke tåles af den offentlige mening. Men man går rigtignok yderligt i så henseende; det er således for den rejsende et stort savn, at man ingen steder, på hoteller eller på jærnbanernes holdepladser kan få et glas vin eller øl at styrke sig på. Man går så yderligt, at derom er alle amerikanske menigheder, hvor forskellige de end ere i læren, enige, at når nogen af menigheden blot handler med øl eller spirituosa, så bliver han udstødt af menigheden. Amerikaneren går i det hele gærne til yderlighederne i alle ting, de betræder sjældent den gyldne middelvej, på hvilken vi herhjemme slentre så selvbehagelige om.
    Fra Chicago rejste jeg til Millwaukee. Jeg rejste navnlig derhen og til Madison, fordi der bægge steder fandtes indflydelsesrige Danske, som forméntlig kunde stå mig bi med råd og dåd. Jeg fandt en meget hjærtelig og velvillig modtagelse; man nævnede Neenah og Waupaca, samt Greenbay i det nordlige Wisconsin som steder, hvor der var rum for danske menigheder. Jeg mødte i det hele taget næsten allevegne levende interesse for at få danske menigheder oprettede; men det var rigtignok ofte hélt jordiske betragtninger, som lå til grund for interessen; hensyn til den större samling på og enighed blandt de Danske, som ved sådanne menigheder vilde opnås, den större agtelse, som de Danske derved vilde vinde i Amerikanernes öjne o.s.v. Det var den almindelige dom blandt Yankeerne: "de Tyske og de Danske det er rare, trofaste, pålidelige folk; men de er så ligegyldige for deres religion". Og ligegyldighed for religionen kan Amerikanerne ikke forstå; ti de er så godt at sige aldrig lunkne i så henseende. Enhver iblandt dem har en religion, det kan tit grændse til ligefræmt vanvid, hvad der kaldes religion, ja det, ingen religion at have, gøres til en religion. Men den religion, Yankeen hylder, den er han nidkær for og rede til for dens fræmme at bringe de störste ofte af tid og penge. Den træge, dvaske lunkenhed i det åndelige, som er så almindelig blandt os Danske, både ude og hjemme, og som er så pinlig at støde på, den træffer man aldrig hos den ægte Amerikaner. Der er — det tror jeg — ikke noget folk på jorden, der i den grad følger det gamle ord: "arbejd og bed", som det amerikanske folk. De arbejde de 6 dage, den 7de går de i kirke, til "prayermeeting" (gudelig forsamling) og andre andagtøvelser hele dagen igennem. Jærnbanerne hvile, postkontorerne ere lukkede den dag. Söndags-forlystelser har man slet ikke, og heller ikke selskaber ere brugelige, man kommer kun sammen i religøse, politiske eller forretnings-anliggender, ellers lever hver familie for sig. Derfor klage de Danske hyppigt over, at man ikke kan more sig i Amerika, og man hører mange dybtfølte sukke efter det kongelige teater og Tivolis livsaligheder. Men så må det jo, for også at se skyggesiden, siges, at det er ikke alt guld, som glimrer, og at religionen meget ofte for Amerikanerne er mere end en hjærtesag, som Amerikanerne i det hele ere mere ånds- og vilje-mennesker end hjærtemennesker. De indvandrere, som i kristelig henseende forekom mig mest at ligne landets börn, var Normændene. En Dansk sagde en gang meget træffende i så henseende: "ja det er ikke så let at få dannet menigheder blandt os Danske. Når vi kommer herover, tænker vi først på at få et hus for os selv, og, når vi har fået ét hus, tænk vi på at få en ko o.s.v. Det er ganske anderledes med Normændene. De tænke på at få en kirke bygget, förend de tænker på at få hus for dem selv." Jeg har overalt fundet dette udsagn stadfæstet. Jeg erindrer også et udsagn af én af de mest fræmragende mænd, som efter at have udtalt sig med stor varme om missjonssagen, sagde: "Det er forresten mig det samme, hvad religion der bliver virket for, når det blot er en religion, som er bygget på sunde prinsiper." Jeg erindrer godt, at de ord var som en spand koldt vand over mit hoved.
    Tæt ved Millwaukee ligger en landsby Hordland, hvor der lever Danske, og hvor jeg derfor gjorde en standsning. Denne by ligger ved et åløb i et bølgeformet og skovrigt, frodigt og frugtbart landskab, der meget lignede Danmarks smukkeste egne, så det undrede mig ikke, at danske folk havde fæstet bo der. Jeg traf snart en dansk mand, som meddelte, at det var skade, at jeg kom 14 dage for sént, de havde netop "hyret" en præst; men han duede ikke meget og stod og stammede i det, når han skulde tale, så de vilde nok have en anden, når de kunde få én. Jeg gik fra byen ud til en landsmand, som boede en engelsk mil derfra. Efter en kön spadseretur kom jeg til hans gård, hvis man kan kalde en bunke uregelmæssige större eller mindre træhuse således. Gården lå så lunt og venligt midt i marker, hvor korn og kløver stod i rig fylde, og omgivet af skov til alle sider. Jeg traf manden på en vang ved gården, sysselsat med at reparere en mejemaskine i skyggen af et stort egetræ. Det er en smuk skik i Amerika, at, når man rydder skovene, lader man gærne enkelte af de de smukkeste træer blive stående, de pryde landskabet, og mennesker og kvæg kan ty hen i deres skygge, når sommerheden brænder på. Jeg begyndte samtalen med at spörge, om han kændte, og hvad han syntes om en bekændt landsmand, og han svarede: "véd De ikke nok, at hvor Fanden ikke kan komme hen selv, der sender han en Ærøbo". Da jeg bemærkede, at det ord ikke var synderligt smigrende for mig, som selv var en Ærøbo, blev han lidt betuttet, men fastholdt sin dom om den landsmand, jeg havde spurgt efter. Senere kom jeg under vejr med, at politiken nok var grunden til den strænge dom; min vært var næmlig en ivrig demokrat, den anden en republikaner. Samtalen fortsattes under egen og i huset den og den følgende dag. Mange originale bemærkninger hørte jeg, ti min vært var en usædvanlig begavet og belæst mand, men jeg måtte også döje megen bitterhed og spot over de åndelige ting. Noget af det første , han således spurgte mig om, var, "om jeg havde Fanden med mig". Jeg svarede: "at det vilde jeg nødigt, jeg vilde gærne have Vorherre med mig". Han forklarede det da derhen, at han mente, om jeg troede og lærte, at der var en Djævel til. Jeg svarede, at det måtte jeg naturligves tro, da jeg i min dåb havde lovet at forsage ham. Da blev han opbragt og sagde: "at med den prædikan kunde jeg gå til Normændene og måské til Jyderne, men til de danske øboere kunde det ikke hjælpe at komme dermed". Andre steder, navnlig hos Normændene, vilde jeg kunne "tjæne gode penge" med den lære; ti Normændene sagde: "Fanden skulde give penge til præsten, når Fanden ikke var til". Han, som alle i Amerika, havde yderst ondt ved at fatte, at min rejse ikke var en forretnings-rejse for vindings skyld. Samtalen fortsattes i den stil, men jeg mødte altid spotten med sagtmodighed, og efterhånden blev manden blidere stemt, han ytrede endog ønske om, at jeg skulde døbe hans börnebörn, han vilde dog så gærne have dem døbt af en "rigtig indviet præst". Jeg fik det indtryk, at han var forarget og skræmmet bort fra kristendommen ved de amerikanske præsters tordentaler om Djævlen og helvede; gid ordets tjænere dog aldrig glemte det: "til himmerig kun ringes!" Han fortalte selv, at han en gang var nær ved at blive metodist; der var næmlig flyttet en metodistfamilie til byen, hvis vandel var så from og opbyggelig, at han måtte tænke, at deres religion var den rette. Men så kom der en metodisk-præst, som med sine lange, trættende prækener gjorde ham ked ad metodismen. Han klagede også meget over de omløbende omvendelses-prædikanter. De kom g&arlig;rne og bad blot om tilladelse til at holde en bön, og de kunde tigge og trygle så længe, så han tit havde sagt ja. Men når de så først havde fået lov, så kunde de blive ved at bede i hele timer og slet ikke holde op; så nu var han kommen på det punkt, at han forbød al bön i sit hus. Ved at være sammen med denne mand, kom jeg til at tænke på en stor fordél, som en præst har i Amerika; den, at folk taler rént ud af posen til ham; hjemme tager man gærne söndagsklæderne på overfor præsterne. Man kan meget bedre imødegå vantro og tvivl, når de møde én uden omsvøb. Jeg blev om natten hos denne mand, og der var overordenlig rénligt og hyggeligt i huset. Tilsidst kom jeg så vidt med ham, at han interesserede sig for sagen. Han ménte, at der skulle være nogle overpræster, som rejste om, døbte, konfirmerede, holdt altergang og brudevielser, men så skulde der på de enkelte steder, være forelæsere eller læg–prædikanter, som kunde holde Gudstjæneste, når præsten ikke kunde komme, således havde de det i den anglikanske kirke. Ligeledes ménte han, at missjonen skulde have et blad at støtte sig til. Den næste dag besøgte jeg en anden dansk mand. Han var i modsætning til min vært en ortodoks mand, der med stor mistro udfrittede mig angående min lære, og det varede en god stund, inden jeg fik ham overbevist om, at jeg var "en rigtig præst"; men da blev han også til gavns glad ved mig. Han ønskede meget, at jeg skulde komme igen og tale i deres kirke, "men", föjede han til, "De må ikke vente at få meget for det". Da jeg beroligede ham i denne henseende, ved at erklære, at jeg ikke vilde have det allermindste, blev han endnu gladere ved mig, og jeg måtte hen og afgive mit skön over en præstekjole, som var under arbejde, til den ny præst, og som voldte både skrædderen, der skulde sy den, og kirkeforstanderen, som skulde have tilsyn med dens forarbejdelse, en dél bryderi. I denne mands hus herskede der en babylonisk sprogforvirring. Konen talte tysk, manden dansk, börnene engelsk. Hvad menigheden udvortes kår angår, da havde de en pæn lille kirke, som havde kostet 800 dollars; præsten skulde have 150 dollars, derfor skulde han hver söndag holde skole og prædike hver tredje söndag. Kirkeforstanderen klagede også over de mange omrejsende prædikanter, som førte vranglære og forvildede folket. Der var navnlig én fra Chicago, som jævnlig kom der ud, og som sagde, han ikke tilhørte noget kirkesamfund, men kun var en Jesu ven. Det lod i det hele, som om de befolkede egne i Vest–Amerika meget hjemsøgtes af religiøse vagabonder. Hvad de danske udvandrere trænge til, er i det hele ikke så meget at høre ordet. De allerfleste har den rigeste lejlighed til at høre al slags kristendoms–forkyndelse. Men hvad der så höjlig trænges til, er til præster, som, med Guds hjælp, kunne samle en menighed om dåb og nadvere. Ti sakramenterne stilles overalt i skygge; papirspapismen forekom mig overalt at herske blandt Protestanterne i Amerika.
    På rejsen til St Ansgar passerede jeg Missisippi. Det var med underlige følelser i mit hjærte. Missisippi havde altid stået for mig, som noget af det fjærneste, indhyllet i et vist romantisk og mystisk slør. Nu lå den for mig. Stille og majestætisk gled den sydpå mellem höje skovrige banker, opad hvis sider husene i den lille by Mac–Gregor ligesom klatrede. Det tager et kvartér omtrent, at sejle over fra Prairie du Chien til Mac–Gregor. På den anden side af floden kom vi først til et klippeland, derfra ud på Iowassletter, der dels bestå af bølgeformet land, dels af ganske flade prairier. Det bølgede land ligner Jyllands østkyst, prairien Jyllands heder. Men i steden for at heden er brun, er prairien grön, og i Iowa blomstrer den vilde rose, frugtbarhedens tegn, allevegne. Hvad man savner, såvel i skoven som på den fri mark i Amerika, det er fuglesangen. St. Ansgar ligger på prairien, i læ af en skov, der strækker sig ned til Cedar–River. Byen er velbygget og venlig. Her var jeg for første gang i en amerikansk landsbypræstegåd; den lignede en dansk kun i den gæstfri, hjærtelige modtagelse, men den var meget hyggelig. Da jeg kom til St. Ansgar, var jeg syg. Klimaet er i det hele noget af det, jeg har mést at udsætte på Amerika; jeg tror, at det i det hele taget er temmelig usundt. Det hedder rigtignok gærne i de beskrivelser af de forskellige stater, som sendes til Evropa, for at lokke udvandrere over, at "klimaet er det sundeste i verden"; men man skal være meget varsom med at tage sådan anbefaling for gode varer, og jo stærkere den er, desto varsommere. Når man i Amerika hører om et landskab, som hedder Richland (Rigland), da véd enhver, der kænder amerikanske forhold, at det må være fattigt, et som hedder Woodland (Skovland), at det må være skovløst, et som hedder Water–County (Vandland), at det må lide af vandmangel. En sådan benævnelse (efter det latinske ord "lucus a non lucendo") er meget gængs. Når derfor en eller anden egns klima lovprises med meget höje toner for sin sundhed, da kan man med temmelig sikkerhed slutte, at det er usundt. Enhver, der vil nedsætte sig i Amerika, bör derfor anstille de nöjagtigste undersøgelser i så henseende, mange har ved at forsömme det, sat både formue, helbred og liv til. Mange af de allerfrugtbareste egne ere de allerusundeste. Jeg traf i præstegården, foruden pastor Clausen, hans kapellan, og endnu en norsk præst. Clausen opfordrede mig til straks den næste dag, som var söndag, at prædike i hans kirke. Skönt jeg, som sagt, var syg, kunde jeg ikke afslå opfordringen, og det var mig en inderlig glæde så fjærnt fra hjemmet at forkynde evangeliet på modersmålet. Alt var dér så hjemligt; gudstjænestens form var aldeles som i folkekirken. Kirken i St. Ansgar er en smuk sténbygning med tårn. Jeg tilbragte 3 behagelige dage i præstegården i St. Ansgar, og havde mange fornöjelige og opbyggelige samtaler med de ovennævnte 3 embedsbrødre, som kom mig imøde med broderlig kærlighed. Clausen sagde altid: „send blot præster herover, der er plads nok“. Der var flere danske menigheder, hvor de fungerende norske præster med störste glæde vilde vige pladsen for danske, da der var brug nok for dem andre steder. Han nævnede som sådanne menigheder særlig Neenah i Winneboga County i Wisconsin og Sheffield i Bureau County i Illinois. Den dansk-norske konferens, hvis formand Clausen er, vil sikkert stille sig i venligt forhold til de danske præster, som forhåbentlig ville komme, men ganske at slutte sig til den, vil næppe lade sig gøre, da den første artikel i konferensens lærebegreb lyder på, at „biblen er den eneste kilde for kristelig tro, liv og lære“. Men denne artikel kan n&arlig;ppe nogen præst af den danske foldekirke underskrive med sandhed, efter det lys, som er opgået iblandt os over forholdet mellem ord og skrift. At få den artikel forandret, vil vanskelig lade sig gøre; ti netop det lys, som brænder i vor kirke, skærer slemt i mange, både danske og norske kristnes öjne også i Amerika. Det var stundum både til at lé og græde over den „Grundtvigianer–skræk“, man derovre kunde støde på. Jeg rejste f. eks. en gang med en norsk præst, som havde en dansk menighed. Han sagde, han vilde så inderlig gærne overlade sin menighed til en Dansk; men det skulde rigtignok gøre ham meget ondt, hvis der kom en Grundtvigianer, som vilde rive ned, hvad han havde opbygget. Jeg spurgte da: „hvad han da egentlig havde imod Grundtvigianerne“. Og hvad svar fik jeg? „at jeg vist kædte Grundtvigianismen bedre end han“, hvilket også utvivlsomt var sandhed; ti han kændte i virkeligheden, det kunde jeg mærke, omtrent lige så meget til Grundtvigianerne, som til beboerne af månen. En anden norsk præst vilde undskylde sin frygt for Grundtvigianismen ved at bemærke, at man vel måtte skelne mellem danske og norske Grundtvigianere. De danske Grundtvigianere, sagde han, var i reglen fromme og alvorlige folk, som han ikke kunde have noget imod, men de norske var efter hans mening de værste af de allerslemmeste verdens börn. Jeg tror nu i det hele, at det er det ønskeligste, at de danske præster i Amerika komme til at stå i et venligt, men uafhængigt forhold til de forskellige lutherske kirkesamfund, og at de holde sig hélt udenfor de blandt disse brændende stridigheder.
    Fra St. Ansgar rejste jeg i forening med Clausen til Cedar–Falls, hvor der var en dansk menighed, som Clausen af og til holdt gudstjæneste for. Vor ankomst var forud mældt og en aften–gudstjæneste ordnet. Ved et underligt træf, hvori jeg sér en Guds styrelse, stødte vi i Cedar–Falls sammen med Nielsen. Medens jeg havde været i Millwaukee og Madison, havde han dvælet i Luzern. Men der var for få Danske dér, til at danne en enestående menighed, og han var derfor på vejen til St. Ansgar for at tale med Clausen og mig; men da han undervejs i Cedar–Falls ved et tilfælde hørte om vores ankomst, så standsede han dér og biede på os. Vi bleve da alle 3 enige om, at Nielsen skulde blive en tid i Cedar–Falls, for om muligt dér, måske i forening med Luzern, at finde den præste–gærning, han søgte. Denne beslutning blev ved aftenmødet, hvor jeg prædikede for den talrige forsamlede menighed, meddelt denne og modtaget med glæde. Der syntes i det hele i Cedar–Falls at være ikke så lidt åndeligt röre. I Cedar–Falls blev jeg 2 dage, for at vænte på en håbet fribillet til Omaha, som desværre ikke kom. Jeg benyttede tiden til, efter bedste ævne at anbefale Nielsen hos de Danske. Jeg besøgte også den tyske præste der, som velvillig lånte den danske menighed sin kirke. De tysk–lutherske præster i Vesten høre til 2 synoder; den ene er missjons–synoden, som er nöje allieret og inderlig beslægtet med den gamle norske synode; den anden synode (jeg har glemt, om den hedder Iowa- eller Ohio-synoden) er mere frisindet og slutter sig til den dansk-norske konferens. Denne præst hørte til den sidste synode; han var meget imødekommende og glædede sig til at få en dansk embeds-broder. Han holdt stærkt på sin folkelighed. Han havde været 2 år i Amerika og endnu ikke lært engelsk; hans börn skulde opdrages på tysk, og måtte ikke tale andet end tysk hjemme. Tyskerne og Normændene ere i den henseende hélt forskellige fra de Danske. Medens disse ere tilböjelige til at aflægge deres hjemlige sæder og modersmål, som et aflagt klædebon, og sætte en ære i at synes Amerikanere, så hævde Tyskerne og Normændene deres nasjonalitet og sætte en ære i, at vedblive at være sig selv. Jeg kunde ikke andet end harmes over den sløvhed, jeg ofte stødte på hos mine landsmænd også i folkelig henseende; det er det „magelige ved de danske drenge“ som også her kommer fræm, så vi kan da se, det kommer ikke alene af „de skyggefulde bøgetrær“, som Richardt mener; ti i Amerika er der ingen bøgetrær. Hvilken gavnlig indflydelse også i den retning et kristeligt og sundt menighedsliv har, det bemærkede jeg med glæde i St. Ansgar. De Danske, jeg dér fandt, var som hélt andre folk, end de landsmænd, jeg ellers hyppigst traf på. Der var noget fribårent og løftet over dem; de følte sig som Danske, og vilde blive ved at være danske.
    Fra Cedar–Falls drog jeg til Cedar–Rapids og derfra til Omaha. Jeg rejste om aftenen fra Cedar–Rapids og var den næste dags formiddag ved Missouri–floden, der er knap så bred som Missisipi, men har en langt mere rivende ström. Lige over for lå Omaha, bygget på en höj skrænt, der skrånede ned mod floden. Jeg havde været meget syg om natten i jærnbanen, og heden var forfærdelig trykkende. Jeg var så mat, da jeg kom til Omaha, så jeg næsten ikke kunde stå på benene. Men jeg lærte dér at forstå vor Herres ord: „Jeg var fremmed, og I tog mig ind til Eder“. Ti en købmand Ahmanson modtog mig med den störste kærlighed. Skönt hele lejligheden bestod af et køkken og 2 små stuer, fandt man dog husrum til mig, og skönt konen i huset havde 4 börn og ingen pige, fandt man dog tid til at pleje mig. Der var ansat gudstjæneste til den næste dag, som var söndag, og jeg var bekymret for, hvordan jeg skulde blive så rask, at jeg kunde prædike. Men Gud styrkede mig så, at jeg den næste dag følte mig så rask, at jeg kunde holde gudstjæneste. Der var en stor forsamling til stede og mange ytrede stor glæde over at høre ordet, og inderlig længsel efter at få en præst. I Omaha er der over 1000 Danske, og en menighed vil dér utvivlsomt kunne stiftes og blomstre. Men meget vil dér, som allevegne i Amerika, bero på præstens person. Overalt sagde man: „Send præsten, at vi kan se, hvad han er for en mand, og er han den rette mand, så skal der nok blive sörget for ham, og han skal nok få det godt“. I Omaha er trangen dobbelt, fordi der slet ingen norske præster er. Der kunde blive to passende annekser for en præst i Omaha, i Fairmont ved Union–Pacific–jærnbanen, og Council–Bluffs, lige over for Omaha på den anden side af Missouri. I Omaha hørte jeg to engelske prækener. Den første var over Ebr. 12, 16–17 og handlede om de forskellige måder, hvorpå man kunde sælge sin førstefødselsret, en særlig amerikansk måde blev der sigtet til, næmlig til den, at sælge sine stemme ved valget af statsembedsmænd. Prækenen var stræng, altfor stræng forekom det mig. Der faldt hug og slag til alle sider, men der var ikke en eneste dråbe trøst, at presse ud af den hele tale. Tilhørerne måtte uvilkårligt komme til den slutning, at de alle vare redningsløst fortabte. Den anden prædiken, jeg hørte, var over Pilatus's hustrus hilsen til sin mand: at han ikke skulde have noget at gøre med den retfærdige. Men præsten talede intet om den retfærdige eller hans nåde, han holdt sig til de ord „nothing to do“ (ikke have noget at gøre), og tordnede imod dem, som intet gjorde. Atter i denne prædiken savnede jeg røsten, som „trøster folket“ og „taler kærligt til Jerusalem“. Men dejlig var kirkesangen, og det var den overalt, hvor jeg høte den. Menighedens medlemmer samles næmlig én eller flere gange om ugen, for at indøve melodierne.
    Fra Omaha rejste jeg til Grand–Island, en by, som ligger 150 engelske mile vest for Omaha, og som er en hovedstasjon ved Union–Pacific–jærnbanen; denne banes bestyrelse havde givet mig fribillet både fræm og tilbage. Grand–Island ligger i en for störste delen ubeboet og uopdyrket egn. Dér kommer bøflerne i tusindtal på visse tider af året, rævene bygge ved flodbredderne, og en stor Indianer–stamme har sit territorium i nærhenden. Jeg fandt dér en meget gæstfri og hjærtelig modtagelse hos en dansk mand, som efter at have döjet og prøvet sig i mange forskellige stillinger, var kommen ud til Grand–Island, hvor han ejede en lille gård og var sherif (politimester). Han indbød mig venligt til at blive hos sig, medens jeg var i Grand–Island; hvilken indbydelse jeg med glæde modtog, da gæstgiverstederne i ny og små byer i vesten ofte ere alt andet end behagelige. Sådan gæstfrihed er dobbelt påskönnelsesværdig, når man betænker, hvor lidet nybyggerne ere indrettede på at modtage gæster. Min værts hus bestod kun af tre små rum, et var dagligstue, et sovekammer; det tredje var på én gang køkken, bryggers, spisekammer, mælkestue og gæsteværelse. I dette sidste havde jeg mit logis i forening med en meget stor og stridbar hund. Midt om natten vågnede jeg forfærdet ved lyden af et vældigt kanonskud. Halvt i sövne forestillede jeg mig, at Indianerne var ved at overfalde byen og min skalp i fare. Jeg trøstede mig for byens vedkommende ved at jeg vidste, at der i nærheden lå en deling soldater, for at holde öje med Indianerne, og for mit personlige vedkommende ved den store hund, som jeg indså, vilde være en god forbundsfælle i en kamp mod Indianerne; men tanken var dog noget uhyggelig. Da imidlertid alt forblev roligt, så kom jeg snart til den rigtige slutning, at det var den 4de Juli, som blev skudt ind. Denne dag er den store festdag overalt i de forenede Stater, der omtrent svarer til grundlovsdagen hjemme i Danmark. Den fejres med optog, taler, skovture, baller o.s.v.,men fræmfor alt med kanon–, gevær&ndash og pistol–skud. De skydevåben på den dag ofte er i hånden på drenge og andre uøvede folk, går sådan en dag aldrig af uden ulykkes tilfælde. Efter hver 4de Juli opregner aviserne, ligesom efter et slag, antallet af de døde og sårede, der den dag falder som ofre for deres egen eller andres patriotiske iver og glæde. Antallet på de i staden New–York alene tilskadekomne, var i år såvidt jeg erindrer, 90.
    Også i Grand–Island skulde der være fest. Den skulde afholdes i en min vært tilhørende lille poppellund; han havde selv beværtningen, og det var for evropæiske öjne et ejendommeligt syn, at se stedets første øvrighedsperson stå for skænkebordet uden frakke eller vest, med opsmøgede skjorteærmer. Hjemme plejer jo øvrigheden ved sådanne lejligheder at spadsere om i guldbroderet kjole og se meget fornem ud. Men man skal ingenlunde tro, at sheriffen forsömte sin pligt. Nej — da ud på aftenen to af gæsterne kom op at slås, forlod han skænkebordet, tog hver af de kæmpende i en hånd og skilte dem ad. Min stue–kammerat, den store hund, fik imidlertid ved denne lejlighed et utidigt anfald af embedsiver, og rev en meget uundværlig dél ud af bénklæderne på én af dem, dens herre tog fat på. Festens materielle dél bestod, på grund af de tilstedeværendes væsenlig tyske herkomst, mést af øldrikning. Festens åndelige dél bestod i afsyngelsen af „Wacht am Rhein“ og andre tyske sange. Et stort amerikansk flag, der var udspændt over indgangen, var det eneste, som gav festen et nasjonalt præg. Taler blev ikke holdt; man var ikke kommen så vidt i kulturen, at man havde fået sig en festtaler, hvad der ellers ikke er mangel på i Amrika. Den dag var der naturligvis ikke noget for mig at gøre.
    Den næste dag holdt jeg en godstjæneste i en lille kirke, som en baptist–menighed havde opført med understøttelse af de andre indvånere i Grand–Island, på de betingelser, at kirken skulde stå åben for prædikanter af forskelli retning. Gudstjænesten gik ret rart, kun voldte det lidt forstyrrelse, at de tilstedeværende småbörn gav sig til at græde, og at en lille dreng midt under prækenen råbter „halloh“. Vi var jo kun en lille flok forsamlede, men jeg tror, at de fleste tilstedeværende vare glade ved at høre ordet på deres gamle modersmå; mange havde ikke hørt en dansk prædiken i mange år. Medens jeg prædikede, trak et stærkt uvejr op; men det kom ikke op over os; var det skét, vare vi næppe slupne derfra uden at komme til skade. Vejret trak næmlig hen over den nærmeste by og voldte en stor ødelæggelse. Jeg kørte den næste dag igennem denne by; flere huse vare hélt omblæste af orkanen, taget var revet af andre; overalt lå der stykker af brækkede bjælker og andet træværk, som ofte af vinden var ført langt bort. Orkanen havde varet i 15 minutter, og i den tid havde alle folk ligget på knæ i bön og råb til Herren, de troede, at dommedag var kommen. Et par mennesker vare blevne ihjelslagne, flere kvæstede. Et andet sted havde den samme orkan blæst et hélt jærnbanetog af skinnerne og væltet vognene, hvorved 17 passagerer vare komne til skade og én slået ihjel; lokomotivet var alene bleven stående på banen.
    Efter at have holdt gudstjæneste gik jeg hen i et hus og døbte 9 börn af forskellig störrelse; det bevægede mig meget at se, hvor glade forældrene vare. Det glædede mig i det hele, at se den faste tro på dåbens kraft og nåde, som levede overalt blandt vore landsmænd; selv de, der tilsyneladende ikke brød sig det mindste om Gud og hans rige, kunde ofte gøre sig stor möje for at få börnene døbte. Så fandt jeg rigtignok også, at der af denne iver for barnedåben blev gjort en slags selvretfærdighed. Jeg erindrer således en mand, der, for at bevise, hvor god en kristen han var, med stor selvfølelse fremhævdede, „at han havde lovet sin kone, at alle deres börn skulde blive døbte; han havde rigtignok, sagde han, havt stort „djævelskab“ med at få det første barn døbt, ti kirkeforstanderne forlangte, at han, for at få barnet døbt, skulde indtræde i menigheden, og den udgift vilde han ikke have, men tilsidst havde han dog fået det døbt. Jeg talte i Grand–Island med en dansk mand, som forestod dannelsen af en dansk nybygd Luckford, 2 engelske mile fra Grand–Island. Han bad mig meget indstændigt at skaffe dem en præst derud. De skulde nok sörge for kirke og bolig, og der skulde blive lagt 160 acres jord (73½ tønder dansk mål) af bedste slags ud til præstegård. Jeg fulgte i det hele Amerika med hensyn til præsternes lönning det modsatte prinsip af det, som er mést yndet hjemme. Medens man her ansér det for skadeligt, at præsten har avling og sælger præstegårde, så anbefalede jeg overalt i Amerika menighederne at købe jord til en præstegård; dels fordi præsten derved vilde få en mere betrygget og uafhængig stilling, dels fordi menigheden ved jordenes stadige stigning i værdi, på den måde vilde komme i besiddelse af en værdifuld ejendom.
    Var det muligt at bevæge en troende præst til at drage så langt mod vesten som Grand–Island, da vilde det være glædeligt. Ti der trænger de særlig hårdt til det, fordi de, på grund af den afsides beliggenhed, ikke en gang har lejlighed til at høre en prædiken; det er sjældent, at nogen præst vover sig så vidt ud. Men et slags natur–liv måtte vedkommende præst finde sig i at føre, kulturströmmen, der udgår fra øst, når kun i svage dönninger ud på Nebraskas prairier; men så er der også noget friskt og sundt ved livet derude, som gör godt. En vanskelighed for at præstegærningen i Amerika kan komme i gang, indsér jeg, vil være den, som Sören Kierkegaard betegner ved benævnelsen „Juliane“. Det vil falde venskeligt for en dansk dame, at bekvemme sig til at bære de savn og den möje, som utvivlsomt vil falde i en præstekones lod dér. At holde tjænestetyende er der i Amerika næmlig ikke tale om for de allerfleste familiers vedkommende. Selv meget velhavende koner må selv gøre alt arbejdet i huset. En dansk dame beklagede sig en gang for mig derover, hun havde flere gange fået piger fra Danmark, men kunde aldrig beholde dem mere end et halvt å; sidste gang havde hun sörget for at få én, der var så gammel og grim, så hun ménte at være sikker på, at til denne pige kom der ingen frier; men det varede kun et halvt år så skulde også hun giftes, og nu havde fruen helt opgivet at holde pige. Men Gud, som bevægede Gertrud Rask til at drage til Grönland, kan vel også nok finde en dansk kvinde, som er rede til for hans skyld at give afkald på frænder, venner og magelige dage. Skulde der findes en præst villig til at drage ud i Nebraska, da skulde han enten bo i Grand–Island og have Luckford til anneks, eller omvendt. Kunde og vilde en sådan påtage sig at prædike tysk, da vilde han kunne få en i timelig henseende eksistens, da der i Grand–Island findes mange tildels formuende Tyskere, som længe har søgt en præst. Der bor i Grand–Island en rig dansk mand, som kunde være den eventuelle menighed en stor støtte i timelig henseende. Jeg besøgte denne mand flere gange for om muligt at vinde ham for sagen, men det var forgæves. „Alle religioner“, ménte han, „vare lige gode eller lige gale, og han vilde derfor ikke have med nogen af dem at gøre. Den religion, som der, efter hans anskuelse, var mést sandhed i, var mormonismen, dog var den heller ikke rigtig“.
    Fra Grand–Island rejste jeg tilbage til Omaha. Min værts sidste ord til mig var: „send os så en præst — men en gemytlig fyr, en Grundtvigianer ligesom De“. I Omaha holdt jeg den følgende dag en altergang for nogle troende familier. Den holdtes i et af de små huse, som den mindre velhavende dél af befolkningen har. Huset er af træ og indrettet således, at det kan køres fra et sted til et andet på ruller. Man lejer da en plads at sætte huset på, er man ikke tilfreds og kan få en bedre eller billigere, så flytter man med hus og al ting, ligesom sneglen. Det var en rigtig velsignet altergang, vi havde i dette hus; det var en stor glæde for dem, som gik til Herrens bord, hvor de ikke havde været i mange år, og en stor glæde for mig, at tage dem til bords. Da jeg hørte om en kone i nabolavget, som så gærne vilde have været til alters, men ikke måtte komme for sin mand, gik jeg derhen. Men dér mødte jeg så hård en modstand, at jeg måtte ihukomme og anvende Herrens ord til disiplene: „at de skulkde ryste støvet fra de huse, hvor man forskød Guds fred, af deres fødder“.
    Den danske konsul i Omaha, hr. Bath, hos hvem jeg havde fundet den hjærteligste modtagelse, Og som gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at understøtte mig, havde håbet at kunne skaffe mig fribillet til Burlington, derfra kunde jeg være kommen til Davenport, hvor jeg vidste, at der var mange Danske og navnlig mange Nordslesvigere. Men det traf sig så uheldigt, at den mand, han væntede at få fribilletten hos, var bortrejst, og han kunde derfor ikke skaffe mig nogen. Jeg måtte derfor af penge–hensyn opgive denne temmelig lange rejse, og besluttede at rejse ad den korteste vej til Minneapolis i Minnesota, hvor jeg havde mældt min ankomst til den følgende söndag. Jeg rejste da først til Sioux City, en blomstrende og smuk stad, der har en særdeles yndig beliggenhed ved et knæ af Missouri. På denne rejse kom jeg atter over Missouri, der denne gang var så vild og uregerlig af de foregående dages stærke uvejr og dermed følgende regnskyl, så den rev den store dampfærge, vi sejlede over med, ud fra sin kurs og drev os på land et stykke vej længere syd på. Vi måtte da til fods bane os vej igennem det tætte krat ved flodbredden, for at komme til jærnbanegården, hvilket var meget besværligt i den trykkende hede. I Sioux City havde jeg håbet at træffe en dél Danske, men da jeg ingen kunde få opspurgt, rejste jeg allerede den næste dag derfra til Fort Dodge. Senere hørte jeg, at der var et par hundrede Danske i Sioux City — atter et bevis på, hvor lidet fræmtrædende de Danske i Amerika er i nasjonal henseende. I Sioux City nød jeg i øvrigt den ære, i aviserne at opføres blandt notable rejsende under navnet Grave–Rainess. I Fort Dodge holdt jeg söndag og traf enkelte Danske; men hverken der eller noget andet sted i nærheden var der så mange Danske, at der kunde være tale om at oprette en menighed. Fra Fort Dodge rejste jeg til Cedar–Falls, hvor jeg traf Nielsen i begreb med at rejse hjem til Danmark, for at hente sin familie og, om muligt, blive ordineret. Det var mig en stor glæde at bemærke, hvor glad menigheden i Cedar–Falls var ved Nielsen og hans forkyndelse; jeg håber, at Gud vil krone hans virksomhed dér med velsignelse. Fra Cedar–Falls rejste jeg til Mona, derfra kørte jeg til vogns i en stille, dejlig sommernat over prairierne. Vi kørte i en lille let vogn, med sammenrullede bøffelhuder i stedet for hynder, og vejen var mange steder så dårlig, at vi måtte holde os fast i sæderne for ikke at blive kastede af vognen, når den sank i et hul eller kørte over en stor stéen; men jeg glemmer aldrig, hvor velgørende den køretur var for mig oven på den langvarige kørsel på den raslende og larmende jærnbane, i kvalm, støv og kulrøg. Prairien lå for os i sin uendelige udstrækning, grön og forfrisket af natteduggen, i det fjærne glimtende blege lyn, og det var stundum, som faldt der en ildregn, så mange lysende St. Hans–orme sværmede der om os. Der var så forunderligt stille overslt, kun en gang imellem kunde vi høre den énsformige, men vellydende klang af koklokker fra de hjorde, som drev om på de rige græsgange, hvor det passer bogstaveligt, hvad der med „digterisk frihed“ er sagt om de danske græsgange: „kvien står i græsset over knæ“. Fra Anthony, hvortil jeg kørte, tog jeg så med jærnbanen ad Minneapolis til. Minnesota er et land, hélt forskelligt fra Iowa; der er rigt på klipper og vandfald, og romantisk, men næppe så frugtbart, navnlig var egnen ved Minneapolis med bjærgfæstningen Fort Snelting og det yndige vandfald Minnehaha (det leende vand) rig på naturskönheder. Jeg havde håbet i Minneapolis at finde mange Danske og en gudstjæneste ansat, jeg havde håbet dér at kunne få fribilletter til at berejse de nordlige egne af Minnesota og Wisconsin, jeg havde også håbet, at klimaet var køligere. Men jeg blev i enhver henseende skuffet. Der var kun yderst få Danske, og det mést unge folk, som forméntlig ikke brød sig om at høre ordet, og derfor var ingen gudstjæneste ansat, fribilletter var der ikke at få, og heden var omtrent lige så stærk som sydpå. Da jeg nu ved nærmere overregning fandt, at mine pengemidler ikke vilde tilstede længere rejser, når jeg ikke kunde få fribilletter, og jeg dertil for tredje gang fik et anfald af biløs feber, så besluttede jeg at fræmskynde min hjemrejse. Jeg telegraferede til Chicago om at ordne en gudstjæneste til den førstkommende söndag, og rejste til Millwaukee. Denne stad ansés for den sundeste i Vest–Amerika, og jeg håbede dér at kunne blive rask og komme til kræfter. Jeg dvælede nogle dage dér hos en landsmand, som venligt havde indbudt mig til sig; men jeg kunde ikke rigtig komme mig. Om lördagen kom jeg til Chicago i det håb, dagen efter at kunne holde en dansk gudstjæneste. Men mit telegram var udebleven, og nu var tiden for knap til, at få en gudstjæneste i stand. For dog at benytte tiden så godt som muligt, gik jeg lördag aften op i foreningen Dania, hvor der var general–forsamling, og mange Danske tilstede. Jeg forelagde de dér forsamlede Danske sagen, og talte med dem om oprettelsen af en menighed i Chicago. Mine ord mødte velvilje hos de allerfleste, og ved yderligere i de dage, jeg opholdt mig i Chicago, at tale med forskellige Danske, kom jeg til den faste overbevisning, at der kan og bör oprettes en dansk menighed dér. Men den præst, som skulde sendes dertil, burde, om muligt, have ikke blot et varmt hjærte, men også et lyst hoved og bén i næsen; ti der vil blive megen kamp for ham. I Chicago er der næmlig iblandt de Danske et formeligt fritænker–parti, der udgiver et anti–kristeligt blad, som efter bedste ævne angriber og spotter over alt helligt. Præsten i Chicago burde også tage sig lidt af de stakkels udvandrere, som gærne gøre en standsning dér, inden de rejse videre vestpå. Der er få steder i Amerika, hvor disse blive så ubamhjærtigt flåede som i Chicago; der lever en dél Danske dér udelukkende af, at trække deres landsmænd op. Jeg vil ikke anføre navne, men hvis nogen, som agter sig til Chicago, ønsker nærmere oplysning i så henseende, da er jeg villig til at yde den privat.
    Da jeg den söndag ikke kom til at prædike, så benyttede jeg lejligheden til at høre nogle amerikanske prædikener. Om formiddagen hørte jeg en Metodist–præst, som prædikede over 1 Tim. 5, 22, og hvis tema var en advarsel imod, at gøre os delagtige i andres synder. Han viste, hvorledes det kunde ské, dels ved ligefræm at tage dél i dem, dels ved at opmuntre til dem, dels ved at undlade at advare og virke imod dem. I talens sidste dél kom han ind på det store irske oprör i New–York, som i de dage var hovedtemaet i alle avisartikler og samtaler. Han talte i stærke og strænge ord om det. Nu skulde man jo dog mene, at de stakkels Chicagoer, hvor megen skyld de ellers kunne have, dog måtte blive frikændte for de forbrydelser, som vare begåede 1000 engelske mile derfra; men nej: „alle I“, sagde taleren med tordenstemme, „som have stemmet for, at der skulde gives tilladelse til oprettelsen af de ølhaller og brændevinsknejper, hvor Tyskere og Irlændere drikke sig fulde, ja alle I, som have undladt at møde og stemme derimod, I har delagtighed i og ansvar for disse ulykkelige begivenheder“. Til aftensang hørte jeg en Kongregasjonalist–præst prædike. Hans tekst erindrer jeg ikke, men jeg husker, at han lignede menneskets sjæl ved en vingård, hvori der af Guds almægtige og kærlige hånd var nedlagt ædle plantninger, som mennesket nu skulde pleje og udvikle. Han nævnede fornuften, fantasien, viljen, som disse plantninger, og gjorde mange dybsindige og åndrige bemærkninger om, hvorledes disse 3 sjæle–ævner skulde uddannes på den rette måde til Guds ære. Men hans tale lignede mere et filosofisk foredrag end en opbyggelig prædiken. Jeg spurgte nogle unge Danske, som havde fulgt mig i kirken, om de havde forstået prædikenen, men de sagde nej,
    I Chicago havde man netop den dag, jeg kom dertil, fuldendt et storartet værk. En kanal, som leder alle uhumskheder fra floden, som flyder gennem byen ud til Missisippi, at den kan føre det alt med sig ned i den meksikanske bugt. Der var i tre år arbejdet på den kanal, og den havde kostet 3 millioner dollars; nu blev den åbnet under klokkeringning fra alle stadens kirketårne. Om lördagen var der endnu sådan en stank i de af Chicagos gader, som lå nær ved floden, så man næsten fik ondt af at komme der, om söndagen var al stanken borte, til stor glæde for indvånerne.
    I Chicago dvælede jeg et par dage, og begav mig så på hjemrejsen. Jeg tog først til Suspension–Bridge, dels for at hvile mig ud undervejs, dels for at sé de verdensberömte Niagara–vandfald. Efter én nat og én dags rejse kom jeg dertil; og så snart den friske, kølige luft fra vandfaldend slog mig imøde, blev jeg rask og har ikke været syg siden. Jeg var så glad og taknemmelig derfor; ti jeg var ofte bange for, at jeg skulde bukke under for klimaet og dø i det fremmede land, hvilket var mig en tung tanke. Aldrig har jeg drömt om noget så skönt og storartet, som naturen dér ved Niagara. Når ma én gang er indslumret ved den stærke, men dog så underlig melodiske lyd af de brusende vandfald, da vil den lyd ofte klinge igen for øret og da lærer man at forstå sagnene om Nøkken, som bor i de norske fosser og lokker mennesker til sig. Og når man har stået på broen, der hænger i tov som en uhyre gynge over afgrunden, og har sét bægge vandfaldene med den træbegroede klippeø Grand–Island imellem sig, da vil det syn ofte fræmstille sig for én. Jeg har på min rejse sét mange dejlige natur–optrin, smilende sletter og barske bjærgegne, spejlblanke søer og brusende floder, mægtige skove og verdenshavet i storm og stille, i morgenrøde og i aftendæmring; men der er intet, som således har henrevet mig, som egnen ved Niagara; naturen har for mig aldrig og ingen steder vidnet så fyndigt om, at skaberen er „herlig, höj og stor“, som dér.
    Fra Niagara–Falls tog jeg med jærnbanen til Lewistown, og derfra sejlede jeg med dampskibet over Ontarie–søen til Toronto, en by i Kanada, som har 60,000 indbyggere. Det var så underligt at komme dér, det var, som om jeg ved de få timers sejlads havde nærmet mig hjemmet med kæmpeskridt. Jeg så ikke længere skarpt udprægede Yankee–ansigtstræk, som mit öje så længe havde været vant til at sé; folk gik så pænt sindigt og adstadigt om, og der var så stilfærdigt i gaderne, som om man var i København eller Hamborg. I Toronto kunde jeg ingen Danske få opspurgt: i Montreal, en stad med 160,000 indbyggere, hvor jeg måtte standse en dag, fandt jeg enkelte danske, ligeledes i Kvebec. Men jeg tror ikke, at der i hele Kanada findes så mange Danske noget sted, så der kan være tale om, at stifte danske menigheder dér. Det er underligt nok, at et land, der er så rigt på skönne og frugtbare egne, og hvor sæder, skikke, love og regering har et hélt evropæisk tilsnit, udøver så liden tiltrækningskraft på udvandrere.
    Til Kvebec ankom jeg dagen, förend skibet skulde afgå, med hvilket jeg agtede at rejse til Evropa. En landsmand viste mig rundt i denne mærkelige, gamle stad, som ligger ved floden af en klippefæstning, der i jordbeskrivelserne fra ældre tid regnedes blandt de uindtagelige, men som nu så meget forfalden ud. Fra fæstningens volde havde man en mageløs dejlig, vid udsigt; mod syd så man St. Lawrencefloden med dens höje, afvekslende bredder, og de mange, store, prægtige skibe, som gik op og ned ad den, floden er næmlig så dyb, at skibe på 3000 tons kunne gå lige op til Montreal. Mod nord så man en stor og tætbebygget slette, som i baggrunden var omgiven af bjærge. Det kan være godt at bo på klipper, men at det er meget usikkert at bo under klipper, så jeg i Kvebec; ti man viste mig en plads, hvor få dage i forvejen et stykke af klippen var faldet ned og havde knust og begravet et héle hus med dets beboere.
    Skibet, jeg sejlede til Evropa med, hed „Scandinavian“ og var et af Allanlinjens smukkeste skibe. Vi havde dejligt vejr på hele hjemrejsen, og jeg led slet ikke af søsyge. Hvad der gjorde opholdet om bord endnu behageligere, var, at man havde en fornemmelse af, at være blandt kristne folk. Der blev holdt gudstjæneste om söndagen, og om aftenen hørte man jævnlig salmesang i kahytten. Den første söndag holdt er presbyteriansk præst en meget tiltalende prædiken over Jakobs kamp med Herren om velsignelsen; det var den bedste engelske prædiken, jeg har hørt. Han så i Jakobs kamp først en mindelse om, at i trængsel er vi i grunden ene, men at vi da få hjælp af én, der både er Gud og mand, dernæst talte han om kampen om velsignelsen, at den efterlod sig spor i vort fræmtidige liv, ligesom Jakobs hofte var forvreden af kampen, endelig så han i denne fortælling et billede på hele vort liv, som var en bestandig kamp i bönnen med God om velsignelse, daggryet, som bragte Jakob sejr, var et billede på døden, i hvilken salighedens lys går op over os. Jeg erindrer en træffende lignelse, han brugte, for at vise, hvor nødvendigt det var, at Gud måtte blive menneske. Han fortalte den gamle historie om Hektor, som i sin fulde krigerpragt tog sin lille sön på armen for at kysse ham til afsked, inden han drog imod Achilles. Men barnet vendte sig forskrækket bort, og faderen måtte lægge hjælmen med den vajende fjerbusk til side, förend barnet ret turde klynde sig til ham. Således måtte Gud aflægge sin majestæt og blive menneske, för menneskenes börn kunde få mod til at klynge sig til ham med fortrolighed. Den anden söndag holdt en anglikansk præst en hjærtelig prædiken over den blinde ved Jerichos port. Vi var i det hele 7 præster om bord, 2 katolske, 2 af den engelske höjkirke, 1 presbyterianer, 1 independent og jeg. Desuden var der adskillige metodister om bord; men, der var mange af disse forskellige slags kristne, som vare alvorlige og troende folk, hvem man med glæde kunde tale med om de ting, som høre til Guds rige.
    Hvad der særlig interesserede mig som Nordslesviger, det var, om bord på skibet at iagttage forholdet mellem Englændere og Irlændere, der meget mindede om forholdet mellem Tyskere og Danske i min hjemstavn. Der var en gabende kløft imellem de to folk; Irlænderne talte med hån om de herskesyge „Britons“ og forræderiske „Orangemen“, Englænderne talte med hån om de rå og uvidende „Paddyer“ og „Fenier“. Det viste mig, at et folk kan stå i århundreder under fremmed herredömme, uden at tabe sin ejendommelighed. Jeg erindrer et mærkeligt bevis på Irlændernes næsten overdrevne fædrelands–iver. På de dag, da Irlænderne léd det store afgørende nederlag for flere hundrede år siden, jeg tror den 12te Juli, havde Skandinaverne i Chicago i år lejet et lille dampskib, for med det at gøre en tur på Michigan–søen. de havde hejst det danske, norske og svenske flag. Men da Irlænderne så det gule kors i det svenske flag, så strömmede de til og tvang Skandinaverne til at tage flaget ned, de troede næmlig, at det var den forhadte Orange–farve, som var hejst, for at forhåne dem. Først ved politiets hjælp lykkedes det Svenskerne at få lov at hejse deres flag.
    Men hvor godt end vejret er, og hvor behageligt rejseselskab man har, man bliver dog altid træt af en lang sørejse, især når rejsen går hjemad, og ånden på længselens vinger haster forud for legemet. Derfor var det også en stor glæde, da vi efter 10 dages sejlads ankrede op ved den irske kyst, ud for de maleriske ruiner af det gamle slot Green–Castle. Vi sejlede længe langs Irlands kyst, og passerede de mærkelige klippepartier, som kaldes „the Giants Caumvay“. Den næste dag vare vi i Liverpool. Jeg ilede derfra med det første tog, og følte mig så lykkelig ved, atter at have evropæisk grund under mine fødder. De indhegnede marker, de røde murstensbygninger, alt så så hjemligt ud, og var for så vidt forskelligt fra de grændseløse prarier og de malede træhuse i Amerika. Samme dag kom jeg til Hull, derfra til Hamborg, og derfra hjem. Jeg havde i det været 14 dage om at komme fra Kvebec til Nordslesvig.

Overført fra papir til web 2004 af Niels Grove-Rasmussen.
Papirudgaven er en kopi af den oprindelige artikel, som Flemming Sylvest - Inspektør ved Holbæk Seminarium - gav Niels G-R 1990-03-06 (sjette marts 1990) i forbindelse med en udstilling på Holbæk Seminarium om udvandringen til Amerika.